Velkommen til SFO
Lyngby Friskoles børn elsker at være i SFO'en. Det er også et helt særligt sted med hjertevarme, humor, faglighed og højt til loftet. Her er plads til alle og plads til at kunne fordybe sig, fjolle, græde, lege, eksperimentere, undres, lære og være. Børnene betragter SFO'en som deres naturlige fristed, hvor deres meninger og holdninger bliver taget seriøst – faktorer vi hele tiden prøver at udvikle og imødekomme igennem de pædagogiske aktiviteter vi tilrettelægger.
Vores mål med Lyngby Friskoles SFO er at styrke børnenes kreative, fysiske, sociale og personlige udvikling igennem forskellige aktiviteter. Vi synger, tegner, maler og bager med børnene og er meget opmærksomme på at understøtte deres indbyrdes leg og fællesskaber på tværs af alder, køn og klasser. Vi har en klar holdning til brug af digitale midler, som vi begrænser brugen af.
Ting og rum som pædagogisk medspiller
Vi indtænker vores pædagogiske værdier i de rum, som vi skaber omkring børnene og ser ting og rum som en pædagogisk medspiller. Vi har en særlig pædagogisk bevidsthed om, at æstetik og stemning er i tråd med det menneskesyn og de værdier, som vi praktiserer.
Når I træder ind i vores SFO, vil I opleve en særlig stemning, der byder jer velkommen på trods af en relativ ny og moderne bygning. Her er farver, der stimulerer sanserne, og som skal minde os om, at det er børnenes verden vi træder ind i. Der er tapet, der sender os ind i urskoven, gamle lysekroner der fortæller om fortidens højtidelighed, der er en gammel veloursofa, udklædningstøj, gamle guldrammer, et blomstret testel, en gammel telefon osv. Alle de ting, som vi har i vores SFO er med til at fortælle både børn og voksne, at vi ønsker og bestræber os på et nærvær og en autencitet i vores hverdag. Det er ikke bare en institution - men et udviklingsrum der inspirerer.
Hver dag omkring kl. 14.30 samles børnene om et let måltid.
Vores SFO er en integreret del af skolen. Børnene ser de samme voksne dagen igennem og oplever SFO og skolen som et samlet hele. Når man som forældre henter sine børn om eftermiddagen, kan man ikke alene høre om, hvad der er sket i SFO’en men også i skolen. Det giver en stor tryghed for både børn og voksne.